United States or Kiribati ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ. William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn. Williams Sanser havde længe slumret.

-Og som man saa vil længes, sagde hun. Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder. -Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige Kone.... I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde. Familjen Abel var et rent Dueslag.

Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der flyttedes, Konebaade, der bares i , forfjamskede Mennesker, der faldt over hinanden. Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade. Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte.

Aldrig mer. Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme. Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun. Saa latterligt var dog alting! For latterligt. Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar.

Saaledes saa hun ud. Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd. Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre. -Hvorfor skulde hun ogsaa , sagde han, og jeg blive en slet Fa'er.

Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...

Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille. Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire fem Timer. Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd.

Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det. Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader.

Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg, der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.

Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre: -Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd: -Ligesom for hans Brødre. -Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.