United States or Iceland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden. De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?" "Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du stjaalet?" "Faar, Faar. Og Bonden saa det. Og har sagt det i Bygden. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen." Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i hans Skød.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde: -Her er koldt, lad os gaa ind. -Ja det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie. Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk.
Forskrækket, sky saá William atter op, og deres Blik mødtes. "Nina," sagde han igen, sagtere, "Nina!" Hun sank med en Mumlen sammen i Stolen og græd med Hovedet ned i sin Sykurv. Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet Aar efter Stellas Død, blev Høg atter eksalteret; langsomt, men sikkert gennemløb hans Sygdom de samme Stadier som sidst.
Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende. Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt.
Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør. Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud.
Hun lænede sit Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr. Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit Lommetørklæde. Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i. Det høje Par var borte.
Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet. Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør.
Saa rejste hun sig og gik ind i Sovekamret. -Tak, sagde Katinka. Hun laa lidt. -Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt. Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket. Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar. -Agnes, sagde hun. Der skal ikke tales over mig.... -Katinka dog.... -Bare bedes, sagde hun. Hun tav igen. Agnes græd sagte.
Dagens Ord