Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede. Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem. Men Maria stod udenfor ved Graven og græd.
Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var sket. Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun længtes efter deres Glans, naar han blev glad og han var saa let at glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev glad ...
Saa blev hun nu ombeden at stille sig an paa samme Maade, som hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund, skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd, skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.
Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste Plukfisk. Og Rektor spiste det ikke? Aldrig. Om Stella havde set noget værre end "Dronning Marguerites Noveller"? Nej aldrig. Berg paastod, at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist Pandekage med Kniv. "Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han ikke havde faaet Snitter.
De var saa sørgelige, at hun græd ved det. De sidste Dage blev der bagt. Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke stille til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang op ad Trapperne, saa hendes Skørter fløj ved det: -Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun.
Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem «Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin Skoletid havde haft om sine Bøger, strøg sig med brændende Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske Øjeblikke paa at gilde sig.
Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes: -En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'. Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun ogsaa hun vidste knap selv, hvorfor. Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik.... Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.
Han interesserede sig uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra Tjenestefolkene." "Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg. "Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det.
En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en Kvindeskikkelse foran sig, hun gik langsomt tæt ind til Husene med Hætten ned over Hovedet, hun var alene, og hun græd. Axel saa ikke andet, end at hun var ung, hvorfor gik hun alene paa Gaden og græd? Da han talte til hende, svarede hun ikke, men da han tog hende ved Haanden, fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at sige et eneste Ord.
Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor. Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr.
Dagens Ord
Andre Ser