Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: "Græd ikke!" Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!" Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder.
Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske: „Græd ikke, jeg skal ikke dø!“
-Godaften, Kristen Peder. -Godaften, sagde Katinka. -Hm sagde Katinka igen jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer.... -Hvor jeg ser dem endnu alle Ansigterne alle.... -Men hvor jeg græd.... Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen. Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand. Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen. Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde. Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.
-Men vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina. Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen. Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik. Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
Medens han løb, klemte han uvilkaarligt Øjnene haardt i, fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa flammende kærligt imod ham, han følte hendes Hænder endnu i sit Haar. O, hun havde trykket hans Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst og selv græd han i Smug ved hendes Hjærte . . . Otte sprang en Alen lige op i Luften ved Tanken som ramt af en Kugle.
Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
En Gang i Julen Ellen var allerede næsten tretten Aar hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte. Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne. Ellen var saa vant til at være alene.
Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans. Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
Saa fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor sine Børn. Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Nina og William.
Dagens Ord
Andre Ser