United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder: Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen ...! Jeg er ligeglad! blæste Datteren. Jamen, holder Du da ikke af din Mand? Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle! En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat efter Konen.
Hans havde grædt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til sig og i sin Glæde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske ør og bange, men alligevel i den højeste Fryd og Vaande raabt: Mere! Mere ...!
Hvor er hun da henne? Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa og svag i Trækkene han tav bestyrtet. Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt. Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten.
Og næsten alle de stedlige Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit. Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne. Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge nyt i denne ophidsende Sag. Hun struttede nu af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa godtroende havde budt velkommen hos sig.
Tunge Neg klumper sig sammen i snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke. Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.
Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...
Og da han nu saa, det var en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led overordentlig. Knæet smærtede i Takt, som var det et Væsen, der havde sat sit Overfald i System. Han var alene, han hulkede hjærteligt. Og han laa vaagen hele den lyse Nat, blev sygere og sygere.
Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende: Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa. Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente! Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed: Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa sagtens kunnet lave et lille Barn!
Dagens Ord