United States or French Southern Territories ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. »Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.
Han var saa hyggelig og næsten barnligt beskeden han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde. Og han kom der hver Søndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele Ugen igennem kunde hun gaa og glæde sig dertil. Altid forløb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis. Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand.
Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade!
Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret.
Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede derved: Fandt Du saa Minka? Hans saa vredt til ham: Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers være! Anders' Øjne lyste af Glæde: Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han Jeg vilde ha' været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.
Et Par Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa Professoren. Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. "Men De er hæs idag," sagde han. William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme ja, den var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs."
Og hvor høit stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl, Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et fremragende Talent.
Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
Og naar han saa viste sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil men hendes Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar hun sagde til ham: -Carl hvor De dog er et Barn. Hun vænnede sig at kærtegne ham.