United States or South Africa ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst. Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig Hendes Ben er meget tyndere end mine! Hø, hø, hø! lo Baronen. Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.
»Oberst det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, frygtsomt, forpint: Men Obersten smilede blot. Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja saa lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med store Bogstaver. Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S ?« Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver.
-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store Plæne. Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og saa' sørgmodig ud. Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige. Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.
Hvor er hun da henne? Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa og svag i Trækkene han tav bestyrtet. Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt. Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten.
-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik slaaet i lige paa sin Næse. Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit skingrende: -En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.
Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere mere roligt: »Dog vistnok din Længsel maa være stor, »De Elskendes Navne at vide, »Thi skikke vi did da det vingede Ord, »Og sikkert derpaa tør Du lide: »Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjøn «
Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere. Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt. Hun syntes ikke at høre det. Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, siden De pludselig løber fra mig.
Det varede længe, inden han fik samlet sit Mod saa vidt, at han kunde strække Haanden ud og trykke svagt og frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap. Lidt efter stod Anna foran ham. "Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!"
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der fryser frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. Han svarede kort, i en Tone uden Liv. Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal endnu mere tonlost. Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt: "For De vil jo nok høre det næste? ..." "Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker naturligvis de maa jo ogsaa ligge bedst for Dem ..." Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De jeg her. Nu skal jeg nok spille med saa hjælper det."
Dagens Ord