United States or Central African Republic ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg: -Lille Gud nej lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud.... -Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han skulle jo rykke ud.

Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet ned i Gulvtæppet. William græd hele Natten. De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng. Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik.

Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for hende. -Hun har jo haft en hel Sommer. Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne. -Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede. -Hva' si'er du? -Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne.

-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig. Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

Saa lob Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal.

Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk. Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.

De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede. De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog.... Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet. -Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene. Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet. Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.

Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det. William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham. "Nej, ingen tror paa mig," hviskede han. "Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det." Hoff kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet.

"Han" var Jomfruens Søn. -Ja, nu er han jo løbet fra Konen. -Naa. -Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen. -Hvad lever han af? spurgte Excellencen. Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før: -Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.