United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


William tog Andersens Hænder, de var fugtige, hans Haar var vaadt i Panden. "Aladdin er aldrig bange," sagde han. "Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde Andersen. "Godt, saa sætter vi os begge ned." De gik ned og satte sig paa første Bænk. "Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger," raabte Direktøren op.

Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole, besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.

-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke. Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar: -Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun. -Naa, Tine, sagde Degnemadammen. Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer: -Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i Leddene.

Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder. -At De gider høre paa alt det, sagde Tine. -Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne efter. Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset. Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang hun.

Et Vildnis af nøddebrunt Haar bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten som en Død ligger hun. Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer. Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt. Her maa De ikke være. Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.

»Et Dokumentafbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres AlvorDetektiven tog det frem af sin Brystlomme. » Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres regeringsbeskyttende Oberst som HovedmandHan rakte Ministeren det. »Tja saadan er detMinisteren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.

-Eller hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal gør for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere? Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og, i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.

Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og Næveslag og have intet blivende Sted og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder.

Hver Gang han rørte op i det dybe Græs med Foden, følte han en sval Lugt af Urter og Græs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag om Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetræ, som var hult ind mod Haven. Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem med udstrakte Arme, hans Hænder stødte mod hendes Haar.