United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany konferere med Marie Pige. Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Naade var jo ogsaa efter Maries Oplysninger længst overbevist om, at der »ikke mere kunde være Tvivl«.
Og Charlotte og Minka fôr leende forbi i Kanen: Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og strøg Datteren ned over Kinden. Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer. Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.
Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun maatte ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav dem.
Ja, hvis man faar en Kop Kaffe. Naturligvis! smilede Pastorinden. Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet! Den døvstumme listede af Sted. Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik.
Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor, nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren. Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt hun er ikke dristig ved vos ... Fruen ! Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud. Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa det hørtes langt op paa Land. Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud.
Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En der overgiver sig tavst blev Generalinden forlegen igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker ud inat.
Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge.
Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og hilser. Men ikke for dybt! Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara. Naturligvis har hun sit Barn med, ja! Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. Selv faar han vist heller ingen. Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt. Han er for fed, min Stump. Adolf! lød det advarende fra Fruen.
Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han talte meget højt og længe, aabnede hun pludselig Døren og traadte ind under et eller andet ligegyldigt Paaskud, som kunde afbryde Samtalen og Faa den Fremmede bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik saa vredt og hadefuldt, at Datteren gøs derved. Var William hjemme, sad de to Søskende sammen.
Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.« »Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset. »Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid saa glædelige.
Dagens Ord