United States or Armenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Moderen var Datter til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa . . . men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.
Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød hende, og hvor meget jeg snakkede for hende. Jens Sivertsen sænkede Stemmen.
Otte nikkede nervøst. Det var Fralandsvind. Og der var ingen at øjne Jens Sivertsen, Fiskeren, bor længere oppe, og hjemme var han jo heller ikke. Hvad skulde vi gøre, vi var saa bange først, at vi ikke kunde sige et Ord, ikke en Gang raabe om Hjælp.
Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af en Bøn. Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette. Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod for Fod. Døden
Den snusede til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som det var. Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København. Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa tænkte jeg, de kunde være dreven til Salling. Her saa Jens Sivertsen uvist op.
Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næsten Morgen og havde sagt Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen mod sin Broder: Og Ane Mette, hvordan . . .? Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels flydende og løb nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen døde i Fred og Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige . . .
Det gaar knusgodt. Kongen har Heldet med sig hele Tiden. Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke spørge og roede bort igen. Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om Aftenen. Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger.
Og saa hændte det, at vi laa og medede Fisk i Aamundingen en Gang jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden en Tur, naar jeg kom derned. Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren særdeles godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set næsten daglig, men som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rød og hvid som alle Smaabørn.
Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa hende des bedre Lejlighed var der til at gøre ham ulykkelig. Beslutningen spændte sig som en Gjord om Mikkels Hjærte. Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thøger halvt i Spøg paa Hjemvejen, I to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke sige det. Jens Sivertsen er for den Sag ikke pengesøde heller.
Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han jo. Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans forgræmmede Mund. Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt bestemt.
Dagens Ord