United States or Bosnia and Herzegovina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne ... ... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ... Flyge gik op i Biblioteket.
Men Pigerne deroppe si'er da osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen. Det maa jo ende med et Mirakel! Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine, der nu var bleven mere rolig og raisonabel.
Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg om Gud vil har tænkt at holde til det unge Par. Baronen , Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok vare Jer ad, naar Tiden er der. Det suser for mine Øren som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves idag? Kammerjunker!
Her standsede vor Procession endnu en Gang. Dørene blev lukkede op, og en iskold Blæst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder, der var byggede paa den stejle Klippeskrænt. Det var højlys Dag og bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig klar.
Men for første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord. ... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre. I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt. Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke vilde arbejde.
Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se. Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?
En skarp, kold Regn, som af en hidsig Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret. Men de vekslede kun faa Ord, og da var de næsten hjemme. "Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det hele forbi." Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan en uhyggelig Klang. "Hvordan mener Du?" spurgte han.
Vi skulde lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hørte en mærkelig Lyd. Den lignede mest et daarligt blæst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra begge Sider. Saa hørtes der en Stemme i Nærheden af os, men hvorfra kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt: "Hvem er I, som saaledes nærmer jer til Klippeboligen?" "Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola.
Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink. Naa, ja saa maatte vi se Tiden an!
Blæsten tog stadig til og Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.