United States or Madagascar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af: Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs? Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget: Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...
Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?« »Nei?«
Hvordan har Konen og Børnene det?« »Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.« »Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?«
Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge Det er nok til to Æsker. Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere Jeg tænkte jo nok, at naar .... Ja, ja, det er godt! Gaa saa! Og Konen haltede lydig ud af Kontoret. Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.
Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være ...« »Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da det ikke hjalp med Mary eller Miss. »Naada!« tænkte jeg.
Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue skjalv. Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung Byldt ind i Dagligstuen hjemme.
»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en Gang.« »Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af hans Tæer.«
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone. „Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad. Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham: „Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man hører Lyd af Fugleunger!“ Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak. Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst. „Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde han en Dag til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone.“
Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham at bestille.
Dagens Ord