United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde „Støvlemanden“ længe været tavs.
Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri. Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og dets Udøvere er mest kulturelt berørte.
Det er en ældre, ret velklædt Kone. Hatten har hun taget af og lagt ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tøj. Hun er helt klædt i sort, som bar hun Sorg. En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun kommet. Hendes Sko og Strømper er helt gennemtrængt af Støv. Træt har hun søgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun vaagnet. Hun har frosset.
Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid. Moderens veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene fra Godset, hvor hun var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra. I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene. Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i Køkkenet kunde stave.
Jeg faar straks at vide, at det er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten til deres lokale Forening ... Hvis a' vi da ells kae blie enige. De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder. Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa mig, da de giver mig Haanden.
Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang ind over Fjældene. Det var Vittoralak's Farvel, og jeg vidste, det var hans sidste Knaldhætte. Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads i Nordgrønland. Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og Kaffe hele Aftenen igennem.
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig. En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar. „Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.
Han blev saa stormende varm af Elskov, at han red til i Firspring. Mindet om Kirsten rykkede ham nær, han maatte se hende. Axel glemte, at der var gaaet næsten et Aar siden sidst, at der laa hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen. Da Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark.
En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske ... Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.
Sølvbryllupsdagen nærmede sig. Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser sat i Stand.
Dagens Ord