United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu var alt forbi og rigtig dødt. Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder.
Han blev saa stormende varm af Elskov, at han red til i Firspring. Mindet om Kirsten rykkede ham nær, han maatte se hende. Axel glemte, at der var gaaet næsten et Aar siden sidst, at der laa hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen. Da Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark.
William sad ganske stille. Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk. Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham. Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder hun var femten Aar. Hvor hun huskede det. Det var "Romeo og Julie", de saá.
Hans Hænder var feberklamme i Handskerne. De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program han huskede, hvor tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede, hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. "Gud hjælpe ham," sagde hun sagte.
-Forfaerdeligt, sagde han kun. Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind Taarerne brod frem af hendes Ojne. Saa bojede han sig og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun: -Naar sagde De, han var død? Franskmanden huskede ikke strax: Død? naa iforgaars. Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun: -Han var modig Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.
Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder. Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst.
Efter at han havde læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.
Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var.... Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen.... Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen.
Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været Mester for det. Drømmeren Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt, skønt han ikke huskede noget. Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer.
Dagens Ord