United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket bort fra den Dødes Ansigt: Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun Monstro han vil blive ved med det til han raadner? Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa rødmusset og smilende, som under en munter Drøm. Det lader sgu til det! sagde hun Nu er det li'som Fniset sku' briste ud af ham.
Nu var alt forbi og rigtig dødt. Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder.
-Og saa munter han altid var det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren: Hendes Naade Priorinden. Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst. -Ja. Priorinden kom alene. Frøken von Salzen kunde ikke spørge.
Og han stirrede op over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen. Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet de andre. Og nu.
-Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang: -Hvad er her hændt? -Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort.
Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne ... ... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ... Flyge gik op i Biblioteket.
Tilsidst sagde hun i en Tone, der skulde vaere munter: -Og vi, som har aset med det blaa Kammer det kunde vi snart have spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig. -Er det allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt det gjorde det for det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.
Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa holde det om dig. Og hun fortalte. Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset, oppe og nede. -De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne.
Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun: -Naar sagde De, han var død? Franskmanden huskede ikke strax: Død? naa iforgaars. Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun: -Han var modig Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.
Sangen kunde endog pludselig afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de sommerklædte Bredder.