United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kapslen vider sig ud og slutter stramt om de ædende Kim. Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der er Smil i hans solbrændte Ansigt. Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved, hvor jeg skal forbi.
Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed.
Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let haaret, ikke til at tage fejl af. Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han halvt til sig selv. Mikkel spurgte, hvor gammel han var. To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op.
Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder. Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst.
Kapslen var tom, og da Mikkel havde gjort sig klar over det, smed han den fra sig i Lyngen og satte i fuldt Løb frem ad Vejen. Hjemfalden Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke støtte paa Benet og led stærke Smærter, han slæbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen, saa satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og ventede.
Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ingenting i den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde dø bekymrede det ham ikke, at det var væk. Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var gaaet.
Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn?
Medens der var milevidt mellem Højene. Samme Dag gik Axel fra Keses Hus. Kapslen Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte Omskiftelser naaede viden om.
Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb. Ende paa første Del. Min Søn min Hustru. Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv.
Dagens Ord