United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !


Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord. Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker.

Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed.

Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans Pande. Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.

Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsoge at skrive paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende. Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja det var om Skovrideren alt, hver Saetning alt . Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og graed ...

Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne. Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde ..... Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.

Men Hofjægermesteren havde grebet hende med sine Jærnhænder om Haandledene og sat hende i Knæ, saa at hun maatte gaa til Sengs med kolde Omslag om Armene. Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo.

Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer. Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude. Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget.

-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt lille Barn. -Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt. -Ingenting ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, en Ordre saa klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de kolde, graa Øjne stirrende ind i mine.

Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder. Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved. -Tak, sagde hun, Tak. Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet. -Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt? -De skulde sove, sagde Agnes.