United States or Sweden ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde. I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer var tunge.
Dette forklarede, at de hverken fandt Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber, Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer. Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være sammensvorne. Og de var deres Ofre .
Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes, han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke holde dem fast ... Nej, Aladdin var han ikke. Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste? Æblet i sin Turban, det var let men det var ikke det eneste.
Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig forfulgte dem overalt. Man var nu den 16. April naaet omtrent 100 Mil ind i Landet, og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.
Han saa disse Mænd bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun blinkede til ham og drak ... Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig imod hende, det slappedes og gled til Side.
De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa, Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig forover ned mod Bordets Plade vær dog mig arme Synder naadig! Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af Kulde.
Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den: O Miranda, Du plum, plum! uforglemmelige! Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en plum, plum! Kvinde kan det! O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød!
Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet.... Der var gaaet otte Dage. Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest. Kiær kom kjem, ind paa Værelset. -Hva', sover du, sagde han. -Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen. -Hva' er Klokken? -To. -Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde han. Han var øm i alle Lemmer.
Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans Pande. Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved Uhrværket, der var sprunget. Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed. Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt ... hvordan er det muligt?