United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang. „Ele ele le le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen. „Ja saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!“

Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem. Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove og tavse vendte tilbage til vore Hunde. „Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held alligevel.

Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne. Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde ..... Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.

Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“ „Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; men nu er det visselig for sent.“ Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os.

Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.

Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene. „Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog.“ Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen Respekt.

Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden stivnede til Is. Manasse vender sig om imod mig og raaber: „Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“ Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af at Ansigtet op.

Paa den anden Side træffer han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger: „Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“ Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed. Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.

Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte ham efter Livet. Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn.

Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen velgørende. Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at , Lyngbunden kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet.