United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer. Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud.
Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod dem som en Ed. Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket: -Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.
-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den. Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje mellem dem laa Natten, som vilde den sluge dem. -Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt.
-Og det ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. -Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.
I Gangen lob Officerer forbi i Morket. Oppasserne foer gennem Stuerne med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Lovenhjelm; bleg og raadlos knappede han Uniformen til og knappede den op igen. -Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kokkenet: Saet Lys i Vinduerne. Rask rask! -Ja, ja, svarte Tine, ja.... Bliver det? spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu. Maaske! Og han gik.
Men han klavrede op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger. -Tinka, pas paa, pas paa. Bolling vaklede i Morket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe og de ogsaa paa det faste Loft. -Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op! Bolling rev i Lugerne, og Tine sled dem op.
Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsoge at skrive paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende. Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja det var om Skovrideren alt, hver Saetning alt . Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og graed ...
Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket, men hun blev ved med at lobe op paa Hojen. Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. Hun stod laenge; hun vilde skelne et Ansigt, men saa intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi forbi og forbi, ud i Morket, hvor Trinene dode.
Hendes Piger kom ikke og man horte hendes Raab ude i Gaarden. ... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten. Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas. -Det er mig, sagde Tine. Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod Morket. Natten gik, og Dagen lysnede. Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbol.
Aftenen var mild. Bag Smedens Haek brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn med Ollet han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde: -Jo, den gik godt nok om man saa'n ku' hold' 'en gaaende Ane forstod' et at bland' det tynde ol....
Dagens Ord