United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men det andet Blodet steg hende til Hovedet, naar hun blot tænkte derpaa! Kunde det dog blot en Gang gaa op for ham, hvor han pinte hende ved at se paa hende med dette ynkværdige og saa underlig svømmende Blik! ... Længe havde de tre Mennesker forslaaet hver eneste Søndag Aften i hverandres Selskab.

Hun hverken angrede eller fortrød ikke en Gang sin Latter men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt forfulgte hende.

Saa rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset, Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren. Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han Moderen vende sig, han drejede Hovedet.

Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen. Den er af godt Sølv. Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den. Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter hans Hjemkomst. Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han?

Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt i Haver og Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »Grosser Garten«. I Begyndelsen af »Bürgerwiese« fængsledes mit Blik af et Portrait, der hang i en Antiqvitethandlers Vindue. Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af Minna. Men hvorledes var det dog kommet til at se ud!

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen. Excellencen havde set det. -Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved. Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem. -Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.

De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt.

Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde.

»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i Brættet: »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom , som længe satte os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen saa hang jeg #ene# klamret til Spandebrættet

Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder.