United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder.
Da vi dampede hen under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde det egentlig ikke men »Nu, es nieselt ä Bissel«, sagde en tyk »Dräsener« til sin Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.
Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg. I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren.
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...« »Kan De maaske ikke huske mig?« »Huske? Næ æ « »Jamen prøv!« Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt. »Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot. Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt du skulde hellere indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er ganske alene paa Branches" han saá spørgende paa mig med det ene Øje. Jeg sagde ikke et Ord. "Maaske er han allerede taget af Sted til London?" Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.
Saa tvang han sig og sagde: "Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og ... De skal ikke være bange ..." Han standsede, fortsatte derpaa roligere; "Det er maaske kun en Overgang." Nina saa spørgende op, "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?" "Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff. "Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab.
Og idet hun saae paa mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved den.
"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være flere hernede." Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa Niels.
Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har Besøg." "Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert. "Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine, "hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med at tale til døve Folk, vel?" "Er De døv?" spurgte han.
»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.« Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret. Grev Campnell stod for dem. Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
Dagens Ord