United States or Afghanistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun. -Ja. Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad. -Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene. De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges.
Saa en Lyd halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne Krøller. »Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.« Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet Puds!«
Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg. I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren.
Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst: Og jeg da? sagde hun: Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham: -Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller gaa her alle de Aar, sagde hun.
Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.
Niels smilede diskret: Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet .... Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at alle de stive Krøller dirrede. Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen. Og Niels skød Dørene blidt til efter hende .... En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.
Hun havde Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det.
Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over. Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt, gammel Raadsherre!
Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund. #Kabinet, som i anden Akts femte Scene.# Abigael. Bodil. Min Frisure sidder jo heelt forkeert. Bodil . Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig. Abigael . Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa Siden. Bodil . Venter Frøkenen Fremmede? Abigael . Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.
Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste, ærbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tøj. Intet kunde være mere tækkeligt og klædeligt, og mit Haar vilde ikke være skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Bølger og Krøller. Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg gik først ned, da jeg vidste, at der var serveret.