United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«, medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi ohøi! ohi ohøi!« med sine halvanden Tone, for mere har han ikke.
Og Søvand og Regn piskede ind over Land. Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl. Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var atter Sommer.
Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften. -Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden. -Han var blot kommet for at tale om en lille Middag for de Bank-Delegerede man agtede at spise herude....
Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede Benene om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød. Luften tordnede forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den slet ikke komme til.
Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter ind mellem Granerne. Thea! Min egen Stemme svarer mig langt borte. Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort med det samme. Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af en Gran.
Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag.
Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med nu, hvor Norden kun ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles »kun ventede« gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften paa Pladsen til at samles.
Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste sine dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang Dødsrigets Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og forsker ned i Dybet. Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys, som flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en Lygtemand. Alle Folk var for længe siden inde.
De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. -Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. -Ja, sagde Herluf
De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre Rædselsinstrumenter. Fortumlet flygter man ind i en Kafé.
Dagens Ord