United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej David. -Kære Mariane Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede Øjne Hvad forudser man? Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet: -Man forudser intet, Mariane, sagde han. Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej man forudser intet, gentog han. -Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han. -Hvad er det da? Fruen var nervøs. -Hr.
Saa blev der en Pavse, og hver tænkte paa sit, maaske paa det samme. Og uden næsten at vide det, sagde jeg: -Véd du Kristian vi er ikke mere unge nu. -Tredive Aar. -Ja tredive Aar -Og du du er jo blevet "berømt". -Ja det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to. Men jeg vilde hellere være atten Aar.... -For at opnaa hvad? -Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet du.
Tror De, jeg spiller Komedie i en saa vigtig Sag? Nu skal De selv se !« Og han hentede endnu et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var ham selv. Pavse. »Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set Mage til sligt.«
-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde lagde hun til. Der blev en Pavse. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han: -Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.
"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være flere hernede." Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa Niels.
Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der først havde tiltalt Nikola, med en myndig Mine: "I Morgen Aften vil vi prøve dine Kundskaber og dit Mod. For Øjeblikket skal du forberede dig og vente." Derpaa gav Munken ved Døren Nikola et Tegn til at følge ham. Det gjorde han, og jeg forlod Værelset i Hælene paa ham. Saa blev vi ført tilbage til vore Celler og ladt alene.
De trak ham tættere og tættere hen til Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts Forløb vilde være vor Tur.
-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed og Sundt pegede ud mod Byen den ligner kun en Saarfeber, De.... -Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet. -Det er et lysteligt Billede af Dem , sagde Herluf efter en Pavse. Og hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?
Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre Minutter, og derefter aabnede han Øjnene, hævede sin højre Arm og pegede paa den døde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, saá jeg til min Rædsel, at Ligets Øjne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa pegede han paa den højre Arm, hvorpaa den døde Mand løftede den og lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme.
-Alt i Orden naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om »National«: de maatte have Brodersen med... De hørte en Stemme bag sig. Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky Blik hen paa Sønnen: -Ja du gaar vel ikke hjem til Middag Konstantin? -Nej jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf. -Ja Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.
Dagens Ord