United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !
Deres Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de Døren op og saá hende. Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt, blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt. De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.
Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele.
Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav: -Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske syndet nok ... Han stod op: -Lad nu de andre synde videre. -Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide? Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet: -Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ. Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren. -Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen.
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, ud i Sommeraftenens Skønhed. Tine , sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp. Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord, Tine ikke forstod: "Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun. Og hun tav igen.
Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun. Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil." Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede. "De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne ... naturligvis ... en Reaktion." Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt.
Han satte Kikkerten fra sig paa Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning. Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12 køre bort med to Damer. Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i Verden vilde hun blive ved at tale og tav. -Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud. -Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en Stemme, der pludselig sitrede.
Dagens Ord