United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu. Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne. Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm hun stod endnu paa Trinet: -Der er en Herre med Toget hertil -Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul. Ida-Yngst var nede.
Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i første Etage. Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde Næseklemmen paa under Sløret. Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem. Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en.
En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham. Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret.
Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og viede ham til Ulykke. Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til nogen af Siderne mere. Gengældelsen Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib fortøjede ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig.
Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden: Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i Skoven! De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren. Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før. Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke, brune Øjne: Jeg er træt! sagde han. Træt!
Han talte sløret og med en egen Mildhed, som havde han været længe alene, han blev staaende og bøjede sig en Smule forlegen; det svage Nattelys strejfede Knappen paa hans Dolk. Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel. De kunde . . . naar De alligevel gaar ude skal vi følges ad en Tur? Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad Østergade ind gennem Byen.
Efter en paa een Gang hjærtelig og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven var ham . Dagen efter blev Ploug begravet, Student og Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed.
Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik, der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af Træthed og Lede: Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt Det er mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ... og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde. -Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen. -Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen. -Jo, Mo'r. Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok : -Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene ..." Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saa, hun skælvede. "Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig." "Ja han ... bruger jo noget ..." "Men hvor faar han det?" "Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."
Dagens Ord