United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Agnes kan den.... Hvorhen du altid skrev.... -Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel. -Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm. Hvorhen du altid skrev anraabte Skrigepotten. -Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus. -Kommer I, raabte Bai.

Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde op. I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren Farvel og skyndte mig ned paa Broen. En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen. Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik.

Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle.

Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt derovre i det nye Land. En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen. Det var et langt Brev, og det lød saaledes: Kære Far.

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ... ... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede, Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet flød af Haar og Dun.

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette Brev end en blot Spøg?

Oluf kunde besvære Djævelen, søgte hun strax til Thisted at søge Raad hos hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdøren, tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjælpe hende, og som hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede, og derpaa begyndte at tiltale Djævelen paa sædvanlig Maade: Din Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her.

Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele.

Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør.

Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os. Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, og her gaar vi nu hjem ad Kvanevejen!“ Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem. Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.