United States or French Polynesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Regnen pølede ned over dem, og Stormen rev og sled i deres Klæder. "Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det." Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod Bygden for at hente Hjælp.
Og saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt Stjærnebillede. Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene. "Nu er vi snart hjemme," sagde Elias. "Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."
Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede." Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden. Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg en forvirret Larm og Raaben op til dem.
Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne. De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.
"Holder du virkelig saa meget af mig?" Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation. Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet Skinsakjøt i Massevis.
Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt derovre i det nye Land. En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen. Det var et langt Brev, og det lød saaledes: Kære Far.
Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over hele Bygden. Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad. Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem Havfladen.
Han havde hævet Hovedet en Kende og stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen. Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han var Tyv. Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt.
"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?" "Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du stjaalet?" "Faar, Faar. Og Bonden saa det. Og har sagt det i Bygden. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen." Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i hans Skød.
Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod dem gennem Mørket. De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de lange Søstøvler. Saa vendte Thomas sig og saa tilbage. "Hvor blev Gutten af?" "Hm, hm," knirkede Elias.
Dagens Ord