United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv Stenene syntes at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme. Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og ventede, medens Vandet sivede ned over ham.
Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa. Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra.
Vi gik og gik jeg havde Sofia Lisbath med mig ; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner, medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og vandrede saa hjemad.
Selv gennemgik de ganske stille Fordøjelsens Mysterium, mens den solvarme Luft sivede ind gennem deres Hudporer. Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag den Taknemmelighed mod Livet, som ellers daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man spiste saare godt paa Hotellet, og Gæsterne blev fede og frodige som stærkt gødede Planter.
De halve af Ordene sivede ham ud i Skægget. Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der huit, huit om Sejre og Dødsfarer og . . . Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo, Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.
Han famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans Stemme blev hørt. Hvis han nu allerede var død? Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig. Død. Død. Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring ham. Saadan skulde det gaa.
Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod. Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.
Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand. Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned over Jorden.
Husmanden hjalp til, da de fik Liget trukket op. Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og bredte det over Venindens Ansigt. De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. Sofie lob hun turde ikke rore ved Liget.
Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste. Det havde han følt. Ja, det havde han følt. Sangen sivede og sivede ud imod ham. Et er fornødent, dertil ene Du satte os paa Jorden her, I Tro og Sandhed dig at tjene Og vorde gode Mennesker; O lad den Dag, som svinder hen, Berede mig til Himmelen. At de kunde synge saadan noget.
Dagens Ord