United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !
Bare at ligge saadan og se paa dig ... at vide, at alt det er mit ... alt alt sammen. Jeg føler mig saa tryg. Og jeg! Jeg følte en uendelig stor Taknemmelighed mod dig mod hele Livet, mod alt mod det: Blot at være til. Tak for hver en lykkelig Stund, tak for hvert Sekund, jeg fik levet. Og vi laa ved Siden af hinanden og følte os som eet.
Før de havde været et Kvarter sammen, havde Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt bag os. Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør.
Og hun følte i saadanne Stunder en dyb Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar hun derfor uden nogen Art af Vægring aabnede sin Favn for ham og syntes beredvillig at give sig hans hede og utæmmede Sanser i Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en Taknemmelighedsgæld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og sydede i fuld Samklang med hans.
Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet. Da de vare færdige i Gibs og Bestillingen til Kunstneren gik kun ud derpaa ønskede Studenterne at vise Mesteren deres Taknemmelighed ved et Festmaaltid.
Vi vide, at om De end ikke længere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke. Kjøbenhavn i Marts 1896.
Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde det alligevel blive drøje fire Timer strandlangs den Nat.
Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind. En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde.
Dagene kunde glide hen over den med Sol og Regn den vilde blive ved at gro saa grønt, suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige Længsler som den selv var. Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge Lykke.
Ida hørte kun efter Doktorens Trin. Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte det ... Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet af Taknemmelighed.... Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig: -Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt. -Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han.
Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over hende. Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille.
Dagens Ord