United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min Dygtighed og Energi. Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg vilde passe til det.

Hun stod i Stalden hos den blissede Ko det var Fanny, som havde givet Mælk til Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham ; hun stod og kløede Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke hendes Haand: -Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun. -Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den blissede.

Han er vild af Glæde, springer op og slikker mig i Ansigtet. Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken. Saa har Ane lukket dig ud. Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen. En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser. Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem.

Ja, hun kunde for den Sags Skyld godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed. Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa Molen.

Smaa sorte Edderkopper løber allevegne. Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt. Du, siger hun.

Bare at ligge saadan og se paa dig ... at vide, at alt det er mit ... alt alt sammen. Jeg føler mig saa tryg. Og jeg! Jeg følte en uendelig stor Taknemmelighed mod dig mod hele Livet, mod alt mod det: Blot at være til. Tak for hver en lykkelig Stund, tak for hvert Sekund, jeg fik levet. Og vi laa ved Siden af hinanden og følte os som eet.

Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i de Urners Palæ ... men hun blev. Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet sig tryg.

Men i en Menneskealder var der ingen egentlig Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib, hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige: Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte sammen! Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand paa Baronessens Arm! Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske, ikke sandt? Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen.

Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han havde ment at kunne vente og føle sig tryg ...