United States or Sierra Leone ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.

Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« »Nej, i Aften ikkesvarede Holst, »men dog #ellers#!« Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene.

Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme.

Men alt som Uvejrets Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner. Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det vel, der havde draget ham hertil? Han repeterede Motiverne.

Fra en høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke paa Skurets Tag.

»Der er Stranding længer sønderbemærkede engang Fiskeren fra Vorupør. »Det #mærkes#, jasvarede den anden. »Hvorspurgte Holst. »Aa, det er ett godt at videmente begge Fiskerne. »I Aggerforeslog den ene. »Kan væretilføjede den anden. Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede. »Naa, vi skulde nok afsted igenblev Fiskerne tilsidst enige om.

Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige Præstefrue havde forsynet ham med.

Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur. Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.

»Ja a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar nej TakDe lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt. »Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige Fisker. »Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.

Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og Bedrift #alene# i det menneskelige ... Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt.