United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der. Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne. De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret ved den megen natlige Varme. Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten i Øjesyn. Faderen kom vandrende langs Hækken.
Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene: -Det er s'gu utroligt, sagde han kun. Og de sad lidt tavse. Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede: -Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket. -Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e Kaffe. De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede.
Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider. -Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum. -De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i Ejendommen. Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om "Bakken".
Karl skød Læben frem: -Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder døde. Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke. -Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han. Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet. Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.
Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han »skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem, des mere var der nemlig at plukke.
Hun saá ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse saaledes kunde hun være.
Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham.
-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op. Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar hindrede ham i at ta'e større Plads. -Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig det flinke Menneske.
-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du og saa taler de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som ung. Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen. -Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det. Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.
Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg Ordet Ro og sagde: -Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde: -Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
Dagens Ord