United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok ." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt. Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland.

"Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke nede ad Floden." "Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik.

Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev stort." Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han ind i Kapernaum.

Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med Strømmen.

Der er saamange Digteres Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til Sonetdigterens Sange.

Kun én Gang i sit Liv træffer man saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid. "Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"

Striden Strøm, den stiltes derved, Som førre var vant at rinde; Alle smaa Fiske, i Floden svam, De legte med deres Finne. Claus . Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! Ambrosius. I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker!

Sig mig nu, hvor skal vi møde Quong Yan Miun?" "Dèr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen Aften." "Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan være mange Overgangssteder." "Han rider paa en Kamel med en rød, sølvbroderet Sadel. Desuden siger man, at han kun har ét Øje, og at hans venstre Haand, som Mandarinen Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang."

Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne Planter.