United States or Vanuatu ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende. Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
"Det er Champagnen, tror jeg." "Den var dejlig." "Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede. Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede. "Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille." "Ja."
Ida hørte kun efter Doktorens Trin. Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte det ... Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet af Taknemmelighed.... Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig: -Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt. -Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han.
Kaim hilste. Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin. -Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Platformen. Vil De maaske se den idag her er just aabent? Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt med Hatten i Haanden. -Jeg takker jeg takker Deres Højhed. -Steindl Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren vis De Hr.
Da jeg med to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld. Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz. Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod, at De kom ganske bestemt.
Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler.
Ved nærmere Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de var rede til at skride bort under En. Hans, der allerede var kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød. Nei, Frøken, det gaar ikke an.
Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og før jeg kunde dreje Haandtaget paa min Dør, stod han ved Siden af mig. "Jeg véd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gør mig gal jeg vil alligevel opfylde min Tantes Ønske! Jeg vil gifte mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne hører De?" Aa, der kom saadan en underlig berusende Følelse over mig og den er der endnu!
Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue: -Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham: -Men, kære Onkel Hvide og Baronesserne slog Armene om ham er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost. -Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e.
Dagens Ord