United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !
Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem: Det er Vreden ...! sagde han. Og hvem er De da saa vred paa? Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig: Paa alle Jer, der er raske og varme! Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde stem Dig nu ikke op igen ...
Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig, medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse. "Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han. "Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved Gudstjenesten dernede, trængte den Mand, som jeg havde Mistanke til, sig frem ved Siden af mig.
Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes Øjne kom og forsvandt en Lysprik ikke større end Spidsen af en Naal: Ja, sagde hun rolig han burde have haft Tante Karen! Nu var det Fru Uldahls Tur til at rødme; og hendes Øjne flammede ondt.
Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne. Hr. Theodor Franz lod Haanden synke. -Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot. -Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det. Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
Det er, fordi hun er en Helt! Det er os Børn, hun lever for! ... Men der staar hun jo ovre! udbrød Frederikke pludselig. Hvor? Hvor? lød det fra de andre. Bag Gardinet i Strygestuen. Ja, ved Gud! ... Lad være med at se derover! ... Ja, det er Synd, hvis hun opdager, at vi har set hende! Den lille Sofies Øjne flammede: Jeg kunde slaa Far ihjel! sagde hun.
Det lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet. Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten for igen at forsvinde ... Saa spillede de.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt. En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede. Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Hundreder af Fakler flammede fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter, der hang ned fra Loftet.
-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden. -God Nat, Moder. Moderen sad ene. De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt. Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt. -Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage. -Jeg sidder her. De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen: -Tine, tag Karmen for Døren bort. Tine gjorde det. -Og luk op, sagde Moderen.
Over Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og Landsforræddere. Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere. I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig.
Dagens Ord