United States or Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind. Den røde Hane Samme Nat saa Folkene i Graabølle Herregaardene brænde ovre i Salling. Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevæge sig paa Fjorden, og en Time efter landede tre store Pramme med bevæbnede Sallingboere ved Hvalpsund.
Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet. Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham. Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost.
Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik med Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert. Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne. Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var saa forkommen. Staa op Inger, luk mig ind.
Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne af sig selv.
Bag ham kom en af Bøddelens Haandlangere bærende med Carolus, som var puttet i en Sæk, ingen kunde se ham. Dernæst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i Procession. Medens Dommen blev læst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget som en trodsig Mine. En Gang imellem bævrede han over hele Kroppen, næsten sank i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i Ansigtet.
Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede. Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende. Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med.
En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere formaaede at udrette til sin Frelse.
Selv Stenene syntes at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme. Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og ventede, medens Vandet sivede ned over ham.
Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt.
Dagens Ord