United States or Moldova ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen og han alene blev et Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt. Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet. Men Heinrich fortalte væk.
Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden. Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik. Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.
Priorinden følte en Taare paa sin Haand. Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich. Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin. Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget" saa fortrukket blev hendes Ansigt. Deres Naade! sagde hun angst, Deres Naade!
-Og saa munter han altid var det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren: Hendes Naade Priorinden. Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst. -Ja. Priorinden kom alene. Frøken von Salzen kunde ikke spørge.
Ingen talte om det, som nys var sket. Men som efter en stille Overenskomst droges Frøken von Salzen ind i deres Liv. Ellers vilde Otto Heinrich helst være alene uden fremmede: Lad os være os tre, sagde han. Os tre det er bedst. De talte om gamle Dage, om hans Barndom, om Ferierne, da han var Kadet. Otto Heinrich talte, helst om det.
Men da Frøkenen var kommen frem til Døren, gik hun efter hende. Tak sagde hun, tak skal De ha'! og hun lagde Hovedet ind til den gamles Bryst, lige paa Kappebaandene. Aldrig havde Paul Tjener set "Naaden von Salzen" skyde saadan Fart som den Dag hen gjennem Gangen. Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Vaaren. Sommeren kom og gik, og det blev Vinter.
Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro. -Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det om Regimentet? -Regimentet? -Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke.... -Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente. Kadetten rejste sig.
Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden. Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst: Jeg har sparet i disse Aar. Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa: Mor hvorfor skal Paul Tjener rejse? -Hvem har sagt dig det? -Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt.
Men da Grevinden fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder hvor tæt gik de ind til hinanden begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.
-Felsenburg-Weisenstein det er dem fra Rhinen. -Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet! Og Strikkepindene gik igjen. Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage.
Dagens Ord