United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om Vaerten, Baronen, der vilde tale.
Hun saa den naeste Raekke en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes nogne Fodder. Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter hende, saa laenge hun ojnedes. Hun gik kun videre ud af Byen: -Saa maatte Staben vaere i Augustenborg Staben vidste Besked. Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem Hegnene begyndte det at morknes.
Der var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: -Det var Bergs Breve fra det forste Aar, de var forlovede ... Hun loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte alt.
Husmanden hjalp til, da de fik Liget trukket op. Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og bredte det over Venindens Ansigt. De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. Sofie lob hun turde ikke rore ved Liget.
-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sporgsmaal. Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begaer mens Kanonerne sang. Det var over Daggry. Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt loste Klaeder foran den store Seng. Der var hun falden hen og sad og nikkede. Maren vaekkede hende.
Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende; hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, de maate haenge noget andet op noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa Stromperne paa ham: -Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender. -Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. -Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig. -Ja, Fa'er, ja. Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af alle Kraefter.
Dagens Ord