United States or Aruba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed. Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse; for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede. I dem vandrede også I fordum, da I levede deri.
Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have. Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad.
Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel. Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær. Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør. Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!"
Han tænkte noget over det, blev et Øjeblik kold af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til det . . . og Fremmarchen vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem. Hver eneste kunde segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre sammen, og Mikkel vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden. De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade tilligemed et hundrede andre.
Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes lange Rækker. Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene. -Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt, og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.
Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst vandrede Stjernerne over dem. Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes. Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne. Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev den Bog i hendes Tanker.
Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forråde ham. Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen." Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?"
Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: Ja Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre. Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne: -Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, netop tilpas....
Dagens Ord