United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet. -Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster. Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar.... -Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse.... -Hun var saa belæsset, da hun kom hjem.... -Jeg #tror# det nok.
Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken. Adolf satte sig for at vente.
Hun havde ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre.
Men det maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.
Dette bragte mig til et andet Spørgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Spørgsmaal, og de maatte besvares, før jeg traf en endelig Bestemmelse.
Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi.
Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst.... Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden. Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.
Karl betragtede Røgen: -Hun er sød, sagde han. Og lidt efter: -Hun er rigtig sød. Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude. -Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige Støvler? Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.
Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr. Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal gaa fløjten.
Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe. -Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem. -Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik. -Aa, det kommer. -Tror De? -Ja vist. -Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden. -Farvel, Mr. Batty. Vi ses. Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr.
Dagens Ord