United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !


Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud.

Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker lignede Konfirmander. »Jaforklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.« »De er billigst i Hyren, naturligvis.« »Jo-dasvarede han ... »Og de ældre, de #emigrerer# jo« ... Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.

Hun havde jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mærke hans tavse Tilbedelse. Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den første og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde Forlovelsen ikke været Kærlighed.

Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans Excellence op Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget: -Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom. Hvem? raabte Excellencen. -Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne. -Ja, ja, sagde Excellencen.

"Det hele beror paa det jeg kunde ikke leve som andre nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa," han kastede sig ned, "det er forfærdeligt ... Véd De, at min Fader var sindssyg, min Moder døde af Brystsyge " "Aa Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige "

Gennem Huset horte man hvert Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener. Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver Stoj. -Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i ordenlig Ligtoj. -De gaar jo og klae'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.

Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og tjene mange Penge paa,“ sa' hun leende, henvendt til mig. „Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.

Faderen lukkede Døren op: -Stella, dine Hænder. -Fritz, jeg rører mig jo ikke. Og Faderen lukkede Døren igen. Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde smage Dejgen. De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene. -Og saa herut, sagde Tine: -Nu laaser vi Døren. Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden, Sløvene gaa og Tine kommandere.

Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet. "Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke, om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig. Han begyndte at tale.