United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !


Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe. -Sig Baronessen Tak, sagde han. -Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det? -Tak, godt, Deres Excellence. -Og han selv? Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik.

Konferensraaden vendte sit Øje imod ham: -Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der. -Ja. -Alt? -Ja. Konferensraaden greb efter Dokumenterne: -Lad mig se, sagde han. Hans seende Øje blev større, mens hans sunde Haand bladede i Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler. -Jo, Hæftelserne er her, sagde han.

Georg bragte den svære Bog og slog den op. -Hvad Datum er det? -Den otte og tyvende, Deres Excellence. -Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence. Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme. -Tak, sagde han: Du kan gaa. Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden. -Saa er det vel galt igen? -Ja, Deres Excellence. -Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol. -Ja.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget Lak svulmede op som den første Strime Blod, der rinder af et Saar. -Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet. Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger: -Farvel, sagde han. -Farvel. Hans Excellence var ude. Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals. -Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta? -Ja. Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme: -Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

Hans Excellence sad foran sit Bord: -Hvad er Klokken? -Fire, Deres Excellence, svarede Georg. -Klokken fem skal Vognen køre frem. Georg rettede sig. -Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence. Hans Excellence rørte sig ikke: -Lad Hr. Fritz komme ind. Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind.

Hendes Naade blev ved at tale og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade. Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte. -Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade. Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre. Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord.

Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til. -Har Du fægtet? spurgte han pludseligt. -Ja. Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence: -Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.