United States or Saint Kitts and Nevis ? Vote for the TOP Country of the Week !


Faderen vendte sig imod Vinduet. -Er Stella oppe? spurgte Excellencen. -Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et "Ja". Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere: -Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede. Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.

Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser.

Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens: -Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme. -Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset? -Kære Fritz, la'e dem si'e. Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne: -Hvem kender de Personer? sagde hun.

"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed "aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han under Hulken. "Farvel Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket.

Om Kvindernes glimrende Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede for hans Øren. Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret.

Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste Plukfisk. Og Rektor spiste det ikke? Aldrig. Om Stella havde set noget værre end "Dronning Marguerites Noveller"? Nej aldrig. Berg paastod, at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist Pandekage med Kniv. "Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han ikke havde faaet Snitter.

Den grønne Skærm over Lampen dæmpede Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler. Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet, "vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror."

Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede, var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds Rejse, glemte den saa igen.

-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet. -Kom nu, sagde Moderen. Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev der næsten ikke talt. -Fritz, sagde Moderen pludselig: -Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl. -Stella. -Nej. Moderen tav lidt. -Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt. Faderen svarede ikke.