United States or Jersey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en Bedepult: Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar I Sorgens Følge gennem Fortids Haller Og stille for hvert dejligt Billed staar.
Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig stærkt, og jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gøre med at holde Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem, indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg ikke at se hen imod Afgrundens Rand.
Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet. "Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke, om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig. Han begyndte at tale.
Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet under dem.
To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne stille. Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens Grotter.
Taarerne stod hende i Øjnene, og hun vilde helst være flygtet til Jordens Rand og ladet sig glide ud og bort fra det altsammen ... Der blev nu en længere Pause; indtil Frøken Frederikke spurgte, og med det uskyldigste Ansigt af Verden: Har Du hørt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans Henriksen fra Ravnsholt? Blodet fôr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag: Hvem siger det ?
De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans. -Men Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt glad?
Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de hoppede, de dansede, de hylede og sang som sorte Djævle om et Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans Øjne veg ikke fra Ilden.
-Det er Oen, der braender, hviskede hun. Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som onde Dvaerge. Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede. Tine havde vendt sig. Lygten greb hun hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.
Hakken bed sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver sprang om ham; han syntes grebet af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig.