United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !


Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule. "Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg. "Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi her ikke for at opdage deres Hemmeligheder?

-Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor. -Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og lidt efter: -Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden. De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.

Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt. Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære Lærerinde. Hører du ikke noget, Frøken Jansen? Nej ... Skal vi ta' og løbe? Ja ... Men de løb ikke, Putterne.

Men han virker med samt sit Weimar nu paa mig, som var han af Sten. Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en skændende Strid: -Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed. -Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man kan ha'e nok i Livet. Før Te gik Tanterne igen.

Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida. -Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i en Ængstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The ... Vilde De være saa sød at se efter.... Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saá kun, at hun bøjede sit Hoved og gik. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.

Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard. "Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre Aar, spurgte: -Hvordanne er hun vokset? -Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let bli'er i Provinsen, hvor de er de første ... -Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som Vilhelmine. -En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers Eksteriør.

"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet det gaar ogsaa og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke, Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?" "Aa kære Ven Du har vel Forstand som de Fleste.

"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn." Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok. Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende.

Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig, min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget uheldige! ... Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! Tak! ... Og, hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren!