United States or Ghana ? Vote for the TOP Country of the Week !


I det fandt vi to vort Livs Rigdom. Du spurgte mig engang om, hvem der havde skabt Livet. Jeg ved det ikke. Vil heller ikke vide det. For mig er det nok, at Livet er, og at det er evigt, og at jeg er med til at føre det et Skridt længere frem. Min Kærlighed til dig har givet mig alt, hvad jeg trænger til. I alle de Aar jeg var ene, gik jeg og længtes mod noget, jeg ikke kendte.

Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt.

Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige Lilleputfugle i disse Egne.

"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart." "Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en fyrretyve Mil endnu."

Naa Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra sig det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein: -Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert. Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.

Hun døde som en fager Blomst, der knækkes. Ingen Rose, ingen Lilje heller. En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod Aftenstid lukker sig sky.... En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben.... En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst.

Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig længer end var han borte til en evig Længsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag. Og de var ofte sammen. Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør. -Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart? -Næ-æ. -Ja jeg ikke heller. -Og hvad saa? sagde Gerster.

"Ja men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en ældre En naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv." "Sagde De ham saa det?" "Hvilket?" "Hvor De boede." "Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde han bare.

Denne Dækning maa finde Sted saaledes, at selve Planten ikke dækkes, hvad der navnlig for adskillige Stenhøjsplanters Vedkommende vil være forbundet med Livsfare; mange af disse Planter taaler heller ikke Dækning med Gødning, men foretrækker Tang eller Løv.