United States or China ? Vote for the TOP Country of the Week !


Kapellanen blev staaende borte i et stort Troens Smil. Han var Grundtvigianer og kvaekkede som en Fro. Ovre i Hjornet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved Frederits da havde han vaeret med: Det var Storm paa Skandser og Brand af Vaerker og Gaaen paa med Bajonetten under glade Trommehvirvler.

Det var, som der kom saadan Ro med ham. Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt: -Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem. De to Gamle smaaskændtes. -Det er, som jeg siger dig, Linde.... -Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud. -Dem, lille Frue, det er Dem. Katinka faldt hen.

Han tænkte igen paa sit mislykkede Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde vandret efter Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde forvist Lykken fra sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade Folk.

Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet. -Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.

Man kunde se paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i hans Gaard. Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene. De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib.

Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage af slig en Smule Vejr. Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse fremad.

Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse.

Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de var smaa og levende: Stormen lad den kun fnyse, Bølgen lad den kun slaa; Drømmenes Land, de lyse, Kan de dog aldrig naa ... Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.

Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr. Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer.

Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques. De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i Versailles.